Mad og café på Borupvænget

Læs om caféen på Borupvænget, som er åben for alle i lokalområdet, og dine muligheder for forplejning som beboer på Borupvænget.

Caféen på Borupvænget er for beboere, pårørende, personale, træningsklienter og borgere i lokalområdet.

I caféen kan du købe et varieret udbud af mad i løbet af dagen og få en snak med andre borgere i en hyggelig atmosfære.

Fra kl. 11.15-13.00 sælges der dagens middag, lun ret/let anretning, smørrebrød og boller.

Der er en liste med priser i caféen. Du kan få udleveret menuplaner i caféen.

Har du behov for specialkost eller diætmad, kan det bestilles efter aftale med caféens personale.

Caféen sælger desuden kioskvarer.

Som beboer på Borupvænget må du gerne tage gæster med i caféen. Hvis du tager mere end fem gæster med i caféen, vil vi gerne vide det senest en uge i forvejen. Du kan maks. tage 15 gæster med.

Du kan kontakte caféen på tlf. 8915 2428.

Caféen er åben mandag-fredag fra kl. 08.00- 13.30.

Forplejning til beboere

Forplejning i plejeboligerne

Hvis du bor i en plejebolig, kan du købe fuld forplejning. I fuld forplejning indgår hovedmåltider og mellemmåltider inkl. drikkevarer, dog uden kapsel- og propvarer. Det er muligt at få mad hele døgnet - også udenfor måltiderne.

Prisen for fuld forplejning er 3.940 kr. om måneden.

Du kan få specialkost og diætmad, hvis du f.eks. er småtspisende, døjer med undervægt/overvægt, ønsker livsstilsændringer, har diabetes eller har allergi.

For mange af vores beboere er samvær omkring måltidet vigtigt, og mange vælger derfor at spise sammen i fællesrummet både ved hovedmåltiderne og eftermiddags- og aftenkaffen. Hvis du hellere vil spise alene i din egen lejlighed, må du også gerne det - du bestemmer selv. Du kan også veksle mellem at spise for dig selv og sammen med andre, hvis du har lyst til det.

Forplejning i ældreboligerne

Hvis du bor i en ældrebolig, kan du selv lave mad, købe mad i caféen eller få leveret mad fra Madservice Kronjylland.

Hvis du skal have leveret mad fra Madservice Kronjylland, skal du dog først visiteres til dette. Kontakt Visitationsenheden på tlf. 8915 2550 for at blive visiteret til madservice.